Et nyt undervisningskoncept, udviklet af VEJ-EU og MUST, giver 4.-klasseelever en naturfagsoplevelse ud over det sædvanlige. Med asfalt, vejtromler og fagfolk på sidelinjen får eleverne en praktisk introduktion til vejbranchen – og nu er turen kommet til Øsby Skolen i Haderslev Kommune.
Hvordan bliver veje egentlig til? Hvad er asfalt lavet af? Og hvilke jobmuligheder findes der i vejbranchen? Det er spørgsmål, som flere og flere 4.-klasseelever nu kan svare på efter, at de har deltaget i Verdens Vildeste Vejlappere – et undervisningsforløb, der kombinerer teori og praksis.
- Vi er i VEJ-EU optaget af at uddanne vejsektorens medarbejdere, og manglen på arbejdskraft bliver kun større de kommende år. Derfor vil vi anskueliggøre et stykke praktisk hverdagsarbejde for de yngste, for at gøre dem opmærksomme på, at cykelstier og veje ikke bygges, planlægges og vedligeholdes af sig selv. Og vi er blevet taget rigtigt godt imod, når vi er kommet ud på skolerne, fortæller Anna Michaelis, projektmedarbejder hos VEJ-EU.
De første elever fik lov til at lappe huller i skolegården i Risskov ved Aarhus sidste sommer med hjælp af et hold asfaltører og en vejtromle. Nu er det Øsby skolens tur, der får besøg, hvor VEJ-EU sammen med skolen og Peab Asfalt tager eleverne med ind i en verden af asfalt.
- Vi har sammensat et undervisningsforløb, der skal åbne de unges øjne for erhvervsuddannelser, håndværk og byggeri, fortæller Anna Michaelis.
Fra teori til praksis – med asfalt under neglene
Over to skoledage lærer eleverne både teori og praksis. De bager en tre-lags kage, som illustrerer vejens opbygning med bundlag, bærelag og slidlag. De gennemfører også et eksperiment med titlen ”Hvad er stærkest – vand eller asfalt?”, som giver indsigt i, hvordan vejret påvirker vejbelægninger.
Derudover skal eleverne selv kortlægge asfaltskader på skolegården og prøve kræfter med at reparere mindre skader med kold asfalt. Til sidst observerer de, hvordan et professionelt asfalthold fra Peab Asfalt lapper større huller med varm asfalt.
Mohamad Hamze, Regionschef i Peab Asfalt Nordjylland, siger: ”Hos Peab er vi meget glade for en være en del af projektet. Udover at det i sig selv giver nogle gode oplevelser, synes vi selvfølgelig, at det er fantastisk at være med til at udbrede kendskabet til vores fag og arbejdsplads. Virksomheder har et medansvar for at reducere afstanden mellem uddannelse og arbejdsmarked, og det vil vi gerne bidrage til - mens vi forhåbentligt gør os attraktive som branche.”
Praktisk info
Verdens Vildeste Vejlappere afvikles den 10.-11.04.2025 fra kl. 08:00 – 13:00 på Øsby Skole i Haderslev Kommune (Øsby Nedergade 30, 6100 Haderslev)
Kontakt
Peab Asfalt: Kontaktoplysninger!
Projektmedarbejder hos VEJ-EU: Anna Michaelis: 20604830 / anna@vej-eu.dk