Peab Asfalt sætter strøm til den grønne udvikling
Med beslutningen om fremover kun at indkøbe eldrevne personbiler har Peab Asfalt netop taget endnu et skridt mod målet om at blive 100% CO2-neutrale i 2045.
”Udskiftningen vil ske over de næste 5 år og omfatter i første omgang cirka 30 biler. Når det er sket, vil den årlige CO2-besparelse ligge på omkring 192 ton.” Således fortæller Claus Terkildsen, adm. direktør for Peab Asfalt i Danmark, om virksomhedens beslutning om at skifte alle personbiler til el.
I denne CO2-beregning indgår, at Peab allerede i dag udelukkende anvender strøm, der er produceret ved sol- eller vindenergi, hvilket sammenholdt med virksomhedens egne ladestandere bidrager til en endnu større miljømæssig gevinst ved valget af elbiler.
Beslutningen om elbiler sker som en naturlig forlængelse af flere tiltag. Blandt andet skiftet fra naturgas til certificeret biogas på størstedelen af Peabs fabrikker, ligesom et øget fokus på genanvendelse af asfalt også har bidraget positivt til arbejdet mod en klimaneutral virksomhed i 2045. – ”Forventningen til 2024 er en halvering af CO2-udledningen sammenholdt med 2015. Det er vi meget stolte af, og vi er mere end godt på vej mod de 70 % reduktion i 2030, som er vores næste store målsætning”, fortæller Claus Terkildsen.
Den første elbil er allerede indkøbt. Det er Peabs laboratorie, der netop har erhvervet en VW ID4.